Om juniorgrenen
Juniorgrenen er på flere måder anderledes end minigrenen. Vi er selvfølgelig nogle andre ledere, men vi har også andre forventninger til spejderne. Vores ambitioner er, at spejderne opnår større selvstændighed i spejderarbejdet og lærer at stå frem og fast i fællesskabet.
Vores motto er, at juniorspejdere kan selv, vil selv og skal selv. Selvsagt får de al mulig hjælp og vejledning undervejs i den udvikling. Vi gør meget ud af, at spejder lærer spejder, fordi det er med til at udbygge kammeratskabet i grenen og understøtter, at de fungerer i konstellationer, som ikke nødvendigvis er bestemt af køn, alder, klasse, skole eller patrulje. Vi arbejder med økser, knive, bål, pionering og vandring.
Alle juniorspejdere skal på et tidspunkt udfærdige et sommerlejrmærke i korsstingsbroderi,
og vi har en stålsat plan om, at vores spejdere også skal være dygtige til at synge.
Vi prøver, med andre ord, at favne bredt i vores aktiviteter.
Vi holder som udgangspunkt vores møder ved spejderhytten på onsdage fra kl.18.00 til kl. 19.30.
Der er ikke spejdermøder i skolernes ferier.
Alle møder i uniform og tørklæde.
Vi vil gerne bede jer om, at spejderne er hos os 5 minutter tidligere, så vi kan komme i gang til
tiden. Vi opdaterer kalenderen her på siden med program hvert halve år og løbende, hvis der er ændringer. Kalenderlink findes i bunden af teksten.
Husk altid tøj til vejret – vi er som udgangspunkt udendørs.
Husk at melde afbud, hvis I ikke kan komme.
Forældremøder
Vi afholder to forældremøder pr. spejderår. Det første forældremøde er den 6. september, kl. 14.00 til 15.00 på Gurredam.
Det andet forældremøde bliver afholdt i løbet af foråret 2027, og det kommer i høj grad til at handle om juniordivisionsturnering og sommerlejr.
Weekendarrangementer
Vi vil gerne lave shelterture langt ind i efteråret og igen fra det meget tidlige forår, og det stiller i reglen nogle krav til spejdernes sovegrej.
Turene giver os mulighed for at arbejde med spejderne i flere timer, end vi har mulighed for på almindelige onsdagsmøder, og som ledere lærer vi spejderne meget bedre at kende. En typisk weekendtur foregår på Gurredam fra fredag sidst på eftermiddagen til lørdag omkring frokost.
Spejderne laver deres egen morgenmad på stormkøkken, lærer en masse om lejrlivet, og vi sætter fokus på, at spejderne bliver rutinerede med bål, økse, pionering og madlavning.
Når vi har været på weekendarrangementer, aflyser vi typisk efterfølgende onsdagsmøde
I løbet af året bliver der arrangeret forskellige vandreture. Vi lægger vægt på det sociale, som sker mellem spejderne, når det bliver lidt hårdt og ensformigt. Typiske vandreture er 15, 20, 30 og 40 km (for 2. års juniorspejdere). Vi begynder også at gå kortere ture med rygsæk, som er pakket til en weekendtur på Gurre.
Kommunikation
Vi har lavet vores egen facebookgruppe, hvor vi vil vise jer billeder fra møder og ture. Vi kan også modtage afbud fra forældre her, hvis en spejder ikke kan møde, ligesom vi kan finde på at sende "husk madpakke" og lignende beskeder.
Når vi er på sommerlejr og til andre arrangementer, sender lederne, på skift, en daglig opdatering om, hvordan dagen er gået.
Vi sender også kommunikation på e-mail, men ikke i samme realtid, som det sker på Facebook.
Kørsel og transport
Der er flere spejdere, som ankommer på cykel til spejdermøderne, og vi skal nok tilse, at de cykler hjem med både hjelm og lys for og bag.
Vi (og klimaet) vil sætte stor pris på og derfor opfordre til, at koordinere samkørsel til og fra møder og arrangementer. Vi synes, det er optimalt, at I fylder bilen med andre spejdere og lader den tjans gå på skift.
Grej
På det næste forældremøde vil vi tale om, hvilket grej som er nødvendigt, hvad der er rart at have, og hvad der er unødvendigt. Men gode vandresko/støvler og gode soveposer/lagenposer er godt for spejderne.
De kommer også til at benytte deres knive meget, og det er måske en god julegaveidé at få udskiftet den kniv, som spejderne fik, da de begyndte i mikrogrenen. De kan godt bruge en seniorkniv, som så til gengæld holder i mange år. Hvis I er i tvivl, så spørg gerne en leder.
Om juniorlederne
Meyer
Meyer har været juniorleder i flere år og har en fortid i familiespejd og som gruppeassistent. Meyer er garvet underviser i oldgræsk, latin, oldtidskundskab og dansk på Espergærde Gymnasium, hvor hun også er uddannelsesleder.
Hun har fokus på den gode tone og har ansvaret for, at spejderne møder og forstår vigtigheden af de traditionelle spejderværdier og finder tryghed i, at det kan være svært at lære noget nyt. Det er også Meyer, som stædigt fastholder, at vi skal synge både i juniorgrenen, i troppen og hele Hammermølle Gruppe med mottoet “alle kan synge - det lyder bare forskelligt.”
BIB
BIB har været leder i siden 2016. Hun har erfaring som mini- og juniorleder, gruppeassistent og bestyrelsesmedlem. Til daglig arbejder hun som sygeplejerske, hvor hun ofte har sin gang i Sundhedshuset. BIB er omsorgsfuld, skaber tryghed og ro, og så er hun virkelig sød samtidig med, at hun er tydelig over for spejderne. Hun har fokus på spejderværdier og -færdigheder med samarbejde og kammeratskab. Det er centralt for BIB, at spejderne respekterer hinanden trods deres mange forskelligheder.
Don
Don har været spejder i Hammermølle Gruppe siden 1988, hvor han startede som juniorspejder. Gennem årene har han haft mange forskellige roller, blandt andet som junior- og tropsleder, klanleder, assistent og medlem af gruppens bestyrelse. Derudover har han siden år 2000 været frivillig på Spejdercentret Gurredam, hvor han i år kan fejre 26 års engagement. Don har også været spejderleder i Nuuk Gruppe i Grønland og har gennem mange år bidraget til spejderarbejdet både lokalt og nationalt. Han er forfatter til Spejdernes Håndbog, medforfatter til flere af spejdernes lommebøger og medlem af Øresund Divisions bestyrelse.
Don brænder for friluftsliv, spejderfærdigheder og fællesskab. Han elsker at dele sin store viden og erfaring med både børn, unge og ledere, og han er altid klar med en god historie fra spejderlivet. Selvom han har været spejder i næsten hele sit liv, har han endnu ikke fået et spejdernavn.
Valde
Valde har været grenleder i juniorgrenen de seneste fire år med en fortid i mini-, junior- og tropsleder. Han er tidligere sømand og mangeårig it-nørd med et drastisk karriereskift forude. Valde har ofte rollen som den gamle sure mand med de klassiske spejderfærdigheder, men han kan ikke skjule sin omsorg og konstante relationsarbejde i forhold til den enkelte spejder og er altid den første, som får tårer i øjnene, når spejderne folder sig ud og viser alt det særlige, de er og kan. Valde er desuden outdoor-aficionado og altid opdateret på udstyrsområdet.
Lone
Beskrivelse kommer snart!
Diverse info og links
Facebookgruppe: https://www.facebook.com/groups/4185596348239869
Kalender: https://www.hammermollegruppe.dk/kalender/5/ical